Hvem?

www.MountainSport.dk er hjemmeside for Torben Redder:

Uddannelse: Cand. scient (hovedfag kemi/bifag fysik)

Arbejde: Novo Nordisk

I 1988 begyndte jeg at klatre og i ´95 startede jeg også med huleklatring. I de senere år har jeg brugt omkring 90 dage om året på disse to aktiviteter forskellige steder i verden (Europa, USA, Asien,Grønland). Siden jeg begyndte at klatre har jeg haft storvægsklatring som mit mål. De ruter jeg har klatret er gradvis blevet længere og sværere, hvilket udmundede i at jeg klatrede min første storvægsrute i ´96. Siden har jeg klatret flere storvægge (i Yosemite bl.a. Zodiac, The Nose og Mescalito), samt haft den (nogle vil mene tvivlsomme) fornøjelse at soloe en storvæg, dvs at klatre den alene. 

I sommeren 2000 lykkedes det at klatre en ny storvægsrute, hvilket for mig står som en af de ultimative udfordringer. At finde en rute op gennem en 1000m vægs sprækker og flager, som aldrig er blevet berørt af mennesker kræver erfaring, høj motivation og et godt samarbejde. Samarbejdet og kammeratskabet med klatremakkeren er vigtigt for glæden ved at klatre. Man skal leve tæt sammen og bidrage ligeligt til det arbejde der skal gøres, da der naturligvis også er meget hårdt slid undervejs. Se artiklen i Adventure World, september 2001.  

Mine cavingaktiviteter er også gradvis blevet mere krævende. Et af mine mål med at cave er at finde og udforske grotter, som man aldrig har haft kendskab til. Der er stadig et stort potentiale for at finde nye grotter, især i afsides og svært tilgængelige områder.  I 2000 var jeg på en ekspedition til Tabin, et afsides jungleområde på Borneo, hvor vi fandt flere nye og hidtil ikke udforskede grotter. Siden 2001 har jeg flere gange deltaget i engelske expeditioner, hvor vi finder og udforsker hidtil ukendte hulesystemer i det nordlige Spanien. I 2001 var vi et lille hold, som med 700m reb abseilede gennem adskillige skakter og nåede over 500m ned i en grotte i det østlige Frankrig. I 2006 fandt vi på en ekspedition i det østlige Indien flere nye hulesystemer. En af disse huler slog netop rekorden som Indiens længste hule og er nu over 22,2 km lang. 

Klatring og caving er interessant fordi man får udfordring både fysisk og psykisk. Nogle mener at aktiviteterne appellerer til de overlevelsesinstinkter vi har, men som ikke længere stimuleres i vores trygge hverdag. Endelig skal man jo ikke glemme at klatring og caving foregår i den vildeste og flotteste natur. Når man klatrer er man utrolig focuseret på det man laver, de næste meter der skal overvindes eller den sikring man er ved at sætte.  

Jeg har leveret billeder og artikler til en række aviser og tidsskrifter, såvel danske som udenlandske.

Storvæg: En klippevæg, som er så høj og krævende at det mindst tager et par dage at klatre den. Overnatningen foregår på små klippehylder (hvis der er nogle) eller i en portaledge (en slags telt som hænger på væggen).

www.MountainSport.dk