Af Torben B. Redder

BIG WALL

DIA nr 11

Great Roof           Foto: Torben Redder

“SHIT”. Sveden pipler frem på panden. Den Friend, jeg hænger i, har netop flyttet sig 10 cm. Reblængden er artificiel, så der er ingen muligheder for at aflaste den. Jeg sidder musestille i selen og håber på, at Frienden holder, indtil jeg får sat noget bedre. Situationen bliver ikke spor bedre af, at jeg af mangel på udstyr har backcleanet, således at der er ubehageligt mange meter ned til den sidste sikring. Jeg kan ikke råbe til min makker, at nu skal han være klar. Der er INGEN MAKKER!

DIA nr 8

Verdens længste....       Foto: Torben Redder

Da hjertet igen banker normalt, er det tid til frokost. Hængende i en solid kile hiver jeg en Cliff Bar op og tænder for walkmanen. “California Dreaming” blæser ind i ørerne. Solen bager nådesløst.

“Knaaas” lyder det truende, da jeg belaster skyhooken og arbejder mig videre op. Hængende i standpladsen slår jeg min portaledge ud i det sidste dagslys. Med den ca. 60x180 cm kunstige platform er jeg sikret en behagelig overnatning. Aftensmaden er en dåse “Spaghetti O´s” og en dåse tun. Mens solen går ned, bliver dagens reblængder tænkt igennem, og med forventning bliver der set frem til næste dags reblængder.

“Twice as dangerous, tree times the work and four times as scary” er sådan John Long (big wall-veteran) beskriver big wall solo. Jeg havde været 2 måneder i big wallenes mekka, Yosemite, Californien. Fornøjelser som for lidt vand, sove hængende i selen eller klatre hele natten havde jeg allerede haft. Efter at have afprøvet sikringssystemet og foretaget de nødvendige tilpasninger og justeringer blev haulbag´en pakket. Mad, vand (16 L til 4 dage), 3 reb, portaledge og en uhyre masse udstyr fik haulbag´en op på omkring 50 kg, da jeg forlod Camp 4.

3. aften på væggen sidder jeg på en 40 cm smal hylde med benene dinglende ud over kanten og nyder solnedgangen vild af begejstring. John Long har glemt noget: “Five times as great”.

Tyrolertraversen fra Lost Arrow Spire      Foto: Torben Redder

Jeg havde ingen problemer med at finde makkere. Kvaliteten kan dog variere. Det er ikke ualmindeligt at støde på amerikanere, som har en urealistisk fornemmelse af, hvad de er i stand til. Løsningen på det er at klatre nogle reblængder med haulbag for lige at prøve hinanden af, inden man pakker haulbagen til nogle dage. For er der noget, man ikke gider efter at have klatret en hel dag, så er det at abseile ned, fordi makkeren siger: “The haulbag is so fucking heavy, I can´t even lift it”, eller fordi det bare er uoverskueligt, at der er flere dages klatring endnu, inden man er oppe.

Et mindste krav til den potentielle makker er, at standpladsprocedurerne afvikles hurtigt og sikkert.

Ifølge en af veteranerne i Yosemite ender 75% af alle forsøg med, at man abseiler ned.

At klatre The Nose i højsæsonen (september) kan ikke anbefales, da det er et gedemarked med kø på standpladserne, og svin som skider på hylderne. I oktober kan man derimod have alle 34 reblængder for sig selv.

Yosemite er i øvrigt ikke kun klatring. Der er mange gode historier at fortælle fra livet i dalen. F.eks. lykkedes det for et finsk hold at få det finske postvæsen til at sponsere deres tur.

På et tidspunkt fandt nogle turister et ½m langt og 10cm tykt PVC-rør med skruelåg under El Capitan. Det var samtidig med bombesprængningerne ved OL ´96, så politi, brandvæsen og bombeeksperter blev tilkaldt. Al trafik ind og ud af dalen blev stoppet, og røret blev sprængt. Det viste sig at være et af de rør, man bruger til af besørge sine toiletbesøg i under klatringen.

For nogle nogle år tilbage (men sikkert også siden) fornøjede et elskende klatrepar sig i en portaledge, hvorved han tabte bukserne. De efterfølgende dage måtte han klatre med en T-shirt som bukser.

Man møder flere interessante personligheder i dalen. F.eks. de to klatrere, som har gået på line fra Lost Arrow Spire 1000m over dalen. Den ene af dem uden sikring!

 

www.MountainSport.dk