Desciption of the expedition (in danish)
I enhver klatrer ligger der et eller andet sted drømmen om det eventyr det er at klatre en ny rute. Drømme som for os fik næring når vi efter flere dages klatring havde afsluttet en rute på en af storvæggene i Yosemite, Californien. Mens vi ladede op til den næste rute faldt snakken i Camp 4 ofte på potentialet for nye ruter andre steder i verden. Det var den drøm som havde bragt os sammen og nu skulle virkeliggøres på Grønland.
Afgang
Da vi ankom til gaten var der 1 min til planlagt afgang. Heldigvis vejede de ikke vores uanselige, men 15-20 kg tunge håndbagage, fyldt med bolte, kiler mm. Vi, Jens Søndergaard, Lars Haugen (N) og jeg selv, var alle stærkt motiverede. Ekspeditionens 4. deltager, Matthias Körner (D) ville først tilslutte sig 2 uger senere.
Det lidt specielle ved deltagerne var at Jens, Lars og Matthias aldrig havde mødt hinanden før. Kun jeg kendte dem alle, og havde klatret med både Jens og Matthias.
Ekspeditionens destination var Tasermiutfjorden, hvor målet var at lave en ny storvægsrute på den 1830m høje Ulamertorssuaqs 900m sydvæg.
Allerede i maj havde vi sendt ca 1m3 gods med skib til Nanortalik. Vi manglede kun at købe resten af maden til vort 6 ugers ophold inde i fjorden.
Historie
Den første danske klatreekspedition inde i Tasermiutfjorden var i 1987 (Michael Hjorth, Søren Smidt, Uffe Mortensen, Magnus Nilsson(S) ). Den gang var målet Ketil. Siden har der været flere udenlandske ekspeditioner og i den sidste halvdel af 90’erne har flere danske hold været i fjorden. Ingen har dog haft Ulamertorssuaq, ”Den Store Cylinder” som mål. Alle nye ruter på Ketil og Ulamertorssuaq er førstebesteget af udenlandske ekspeditioner, men ingen er hidtil blevet repeteret af danske klatrere.
Ind i fjorden
Kutteren som skulle sejle os de ca 60 km ind i fjorden blev læsset med nogle hundrede kg mad og klatregrej. Efter godt 2 timers sejlads i perfekt vejr i en isfri fjord, kom Ulamertorssuaq pludselig til syne. Det var et imponerende syn, som langt overgik billederne vi havde set.
Basislejren
Vi etablerede vores basislejr i mit gamle solmørnede villatelt ned til fjorden, med frit udsyn til Ulamertorssuaqs sydvæg. Tilsyneladende var vi helt alene, da Nicos gamle trækutter tøffede tilbage til Nanortalik.
Vi havde nu ca 2 uger inden Matthias ville dukke op, så planen var at forberede så meget som muligt inden da. Et par dage efter ankomsten havde vi nær mistet vores basislejr, da en storm begyndte at flænse teltet. Vi tilbragte en hel dag med at sy forstærkninger og samlede flere hundrede kg sten for at holde på teltet.
Spot en rute
Vores oversigt over eksisterende ruter begrænsede sig til et foto fra High Magazine, med upræcist indtegnede ruteforløb. Vi gik op på en lille ryg lige overfor væggen, hvorfra vi med vores stazi-kikkert hurtigt spottede et riss, som stort set ubrudt forløb i en lige linie fra midten af væggen til toppen. Stor blev skuffelsen, da vi dagen efter opdagede abseilslynger langs risset. Det var Moby Dick, som blev klatret i ’94 af et team bestående af bl.a. Kurt Albert og Stefan Glowacz. Efter nogen tid spottede vi dog en anden mulighed, som fra The Heart, en tydelig hjerteformet blok i midten af væggen, via riss lidt til højre for Moby Dick så ud til at føre til toppen. De sidste reblængder var svære at se, men det så ud til at risset blev så bredt at det ville involvere kaminklatring. Den nederste halvdel af væggen var derimod temmelig kompakt og umiddelbart uden oplagte nye risslinier. Vi vurderede at det nok var muligt at etablere en ny linie, men at det ville kræve nogen tid. Det var vores bedste bud på en ny rute.
Strategi
Der kan vælges forskellige strategier når man skal lave førstebestigning af en storvæg. En af de væsentligste forskelle er mængden af fixreb. Da vi fra flere tidligere beretninger fra området vidste at der ofte kun var få dage med godt vejr afbrudt af mange regnvejrsdage, valgte vi at gøre brug af fixreb indtil midten af væggen. Dermed undgik vi at bo i væggen mens vi klatrede den nederste del af ruten, hvor tidsforbruget var svært at vurdere. Desuden tillod det Matthias at koble sig på senere. Vi havde valgt at klatre i et firemandsreblag af hensyn til sikkerheden og delingen af arbejdsbyrden.
ABC-lejren
Ca 1½ time fra Basislejren, men 15 minutter fra væggen etablerede vi ABC-lejren på toppen af en sidemoræne. Her var der lige plads til to små telte i læ bag en stor blok. To dage brugte vi på at bære udstyr op til denne lejr. Heldigvis var terrænet let at vandre i, uden uigennemtrængeligt pilekrat.
Nedre halvdel
Den nedre halvdel af væggen var ikke så stejl, men til gengæld var der ingen oplagte linier med mindre man havde lyst til at lægge ud med nogle hårrejsende run-outs på slaps, hvor klippen sine steder smuldrede eller kunne trædes af i flager. Så virkede det mere tiltrækkende at starte med Moby Dick’s 110m diedre, og derefter forsøge noget nyt. Alle dage med godt vejr blev udnyttet effektivt til at fixe reb. Hver morgen startede to af os med at jumare op til det højeste punkt, som var nået dagen i forvejen, hvorfra de klatrede videre. Den som havde hviledag sørgede bl.a. for at aftensmaden stod klar, når klatreholdet sent om aftenen nåede ned til ABC-lejren. Vi skiftedes til at klatre 2 dage og holde hvil 1 dag. På den måde var der hver dag en frisk mand på klatreholdet.
Efter 9 klatredage havde vi nået lidt over 9 lange reblængder, heraf 6 nye, og vi var kun ca 20 meter under The Heart. Overvejende forløb ruten i riss af meget varierende kvalitet.
I de nye reblængder var det af og til nødvendigt af bathooke, hvilket var lidt spændende når granitten lød hul, kunne bankes af i flager og der kom en knasende lyd fra bathooken når man belastede den. ”Take a flake” var en af vore standardbemærkninger til disse reblængder.
Standpladserne borede vi med håndkraft, da vi synes det ville være dårlig stil at medbringe en boremaskine. Det var i starten både hårdt og tidskrævende. I starten tog det næsten 1 time blot at bore et hul, men der skulle sættes to bolte på standpladsen. Efterhånden blev vi dog hurtigere og kunne bore et Ø10mmx70mm hul på 15-20 minutter.
Når man sad og sikrede fik man hurtigt spist dagsrationen på 125g nøddemix plus 125g chokolade, en ration som var noget i underkanten af vores behov.Hvis udsigten ikke kunne nydes fordi man var indhyllet i en sky var det ofte så trættende at sidde og vente i flere timer, at man faldt i søvn. Man blev dog hurtigt vækket når makkeren råbte at nu skulle han snart bruge nogle flere kiler, mikrofriends, copperheads eller andet. Så blev det sat på den 6mm zipline som han trak efter sig.
Holdet samlet
Lige før The Heart blev vi bremset af dårligt vejr, men det passede fint med at vi tog ned til fjorden for at tage imod Matthias. Med en dags forsinkelse ankom han endelig. Hans tur ind i fjorden havde været temmelig besværet af store mængder drivis, som den lille motorbåd måtte sno sig eller stedvis stage sig igennem.
Endelig var holdet samlet og efter at have klatret den sidste reblængde til The Heart, kunne vi starte på topvæggen. I alt havde vi indtil da klatret 10 reblængder, hvoraf de 7 var nye.
Øvre halvdel
Det tog efterhånden for lang tid hver morgen først at gå op til væggen og derefter at jumare op til vores højeste punkt. Vi besluttede derfor at lave resten i capsule style, dvs at blive på væggen indtil man når toppen .Tidsforbruget på den øvre væg var lidt nemmere at anslå end på den nedre væg, da der var nogle oplagte risslinier at følge. Her var strategien at vi klatrede med fast makker og klatreholdene skiftedes til at have klatredag. Det hold som ikke klatrede skulle enten flytte lejren og hejse forsyninger eller ordne andet praktisk arbejde, således at hver eneste dag kunne bruges effektivt af klatreholdet til at bringe os tættere på toppen. Hvis der ikke skulle hejses forsyninger, var der ikke så meget at lave for det ene hold og man kunne hvile i portaledgen, mens CD-spilleren med discomusik bidragede til en afslappet stemning.
Forsyninger
Vi antog at den øvre væg næppe ville tage mere end 6 klatredage. Sandsynligheden for at der var dage hvor det regnede og vejret var så dårligt at det ville være nærmest umuligt at klatre, var jo ret stor, så vi tog mad med til 8 dage, samt 80 liter vand, hvilket ville være nok til mindst 10 dage. Derudover skulle der hejses alt personligt udstyr, 2 portaledges og en kolossal mængde klatregrej. I alt hejste vi omkring 220kg udstyr alt incl til Camp 1 på toppen af The Heart. Stor succes havde vi med brug af en 120L hejsetønde forsynet med en konisk Lexan top. Den gled let op ad væggen. Resten hejste vi i tre 120 liters hejsesække. Det var hårdt arbejde at hejse. Hvert læs vejede op til 60 kg. Mens en hang oppe på standpladsen og via en trisse hejste sækken med sin kropsvægt, jumarede den anden ved siden af sækken for at gøre den fri, når den satte sig fast.
Overnatning
Med to 2-personers portaledges fra A5, forsynet med expedition fly, var der mulighed for en god nats søvn selv i dårligt vejr.
Vores væglejre, Camp 1 og 2, ville af den ukyndige nok blive opfattet som et uoverskueligt rod. Fra 4 borebolte hang der 2 portaledges, 3-4 stk 120 liters hejsesække, vanddunke og store mængder klatregrej. Alle boltene var forbundne med reb for at have backup, hvis en bolt skulle svigte. Der var ingen hylder at stå på, så al bevægelse rundt i lejren foregik ved at man med sine jumars kunne bevæge sig mellem de forskellige reb. Om natten sov vi med sele på og var med et reb ud gennem en lille åbning i portaledgen forbundet til boltene. Bunden i den portaledge Matthias og jeg delte var 110x190cm, så vi var lidt misundelige på Jens og Lars som havde 130x 220 cm til deling.
Med lejr ude midt på pillaren vidste vi fra observationer på regnvejrsdage, at vi ikke ville komme til at ligge midt i et vandfald. Til gengæld ville vi være ret eksponeret for vind. Det fik vi at føle et par gange, hvor det var nødvendigt at tøjre portaledgen for at den ikke skulle lette og rotere som en propel i vinden. På et tidspunkt var en portaledge ved at lette da Jens sad alene i den.
At overnatte 600m oppe på væggen når det blæser med kulingstyrke, kan bedst sammenlignes med at sove i et dårligt tog der kører alt for hurtigt på dårlige skinner.
I alt overnattede vi 3 nætter i camp 1 og 4 nætter i camp 2. Mindst en gang om dagen havde vi radiokontakt til et Canadisk klatrehold. Det bidrog en del til underholdningen at overhøre samtalen mellem dem og deres kærester i base camp. Pigerne var nemlig ikke udpræget begejstrede over at fyrene blev 14 dage på væggen. Et par gange havde vi også kontakt til kystradioen i Qaqortoq for at få en vejrudsigt.
Toiletbesøg ordnede man i en plastikpose, mens man hang i selen udenfor portaledgene. Den lunkne pose blev derefter anbragt i en 20L plastbeholder, så vi kunne efterlade ruten ren. Ofte var det en lidt krævende opgave at tisse, når man var i opad gående turbulent luft. En enkelt gang opgav jeg at bruge plastikpose, da jeg forventede at den kraftige vind ville føre alt bort. Desværre ramte det lige midt i et godt greb på en 8+ reblængde på Moby Dick. Det var med stor spænding og et smil på læben at Matthias og jeg en uges tid senere fulgte polakkerne friklatre Moby Dick.
Topvæggen
Her var klippen af bedste kvalitet, kompakt og med gode riss. Vi var efterhånden kommet så højt op at vi havde frit udsyn til de imponerende landskaber der hidtil havde været skjult bag fjeldene omkring Tasermiutfjorden.
Topvæggen indeholdt næsten alle typer klatring. Små blinde riss, hvor det eneste som kunne sættes fast var copperheads. Der var perfekte riss som slugte alt fra kiler på 2mm til de største friends. Det som vi nedefra havde vurderet til at være en kamin, viste sig at være en såkaldt flaring kamin. Yderst var den fx 60 cm mens den blot 50 cm inde i risset kun var ca 20 cm. Det gjorde klatringen utrolig besværlig og ved forsøg på friklatring følte man hele tiden at man var ved at falde ud af risset.
Tidsforbruget for at klatre en reblængde var meget højere end vi var vant til, 4-5 timer var ikke ualmindeligt. På cruxreblængden, hvor der bl.a. skulle bruges copperheads brugte Jens 12 timer.
Den 5. klatredag om aftenen havde vi fixet 5 reblængder over Camp 2 og der manglede blot 3 reblængder til toppen. For at fejre vores fremskridt besluttede vi at spise Lars’s hjemmelavede kalorierige chokoladekage. Til stor skuffelse viste kagen sig at være helt muggen. Heldgvis havde vi endnu en kaloriebombe indeholdende elgpølse, myseost og marcipan. Den 6. klatredag tog vi alle fire afsted fra Camp 2, for i fællesskab at klatre det sidste stykke til toppen. Sidst på eftermiddagen den 18/7 2000 nåede vi toppen af Ulamertorssuaq. Vejret så ret truende ud, så der var ikke megen tid til afslapning inden vi abseilede ned til Camp 2.
Hele næste dag gik med at abseile ned og fjerne rebene på de første 10 reblængder.
I perioden 27/6-19/7 havde vi klatret 22 reblængder, hvoraf de 13 var nye. I alt 1100 klatremeter. Næsten alle de nye reblængder var 55-60 meter.
Den nye rute Piteraq (VI, 5.9, A3) ligger mellem Moby Dick og Geneva Diedre/War and Poetry, som den stedvis deler reblængder med. Dermed er der nu 9 ruter på ”Den Store Cylinder”, samt 1 rute på væggen til højre derfor.
Til trods for at Jens, Lars og Matthias ikke kendte hinanden før ekspeditionen startede kom vores hold til at fungere perfekt og med et hyggeligt kammeratskab.
Dyreliv og lejrliv
Vi havde mad med til 6 uger, men udsigten til dåsemad og anden langtidsholdbar føde vækkede hurtigt den ivrige lystfisker i os. Flere gange fangede vi i fjorden 2-3kg store laks, der velvilligt bed på stort set alt. Nogle gange havde vi også fornøjelse af at de andre klatrere fangede mere end de selv kunne spise.
Et par ræve i området kom hver aften ind i lejren for at hente fiskehovederne og andet fiskeaffald. Kun 10 min gang fra Base Camp havde en havørn rede på toppen af en stor klippeblok, så vi kunne observere hvordan ørneungen i løbet af 6 uger udviklede sig fra en lille dunklump til en næsten fuldvoksen havørn.
Kun i starten af vores 6 ugers ophold i fjorden var vi alene i Base Camp. Ellers fik vi selskab af hold fra Sverige, Canada og Polen, foruden enkelte vandrere.
Klatreaktivitet i området. Potentiale for nye ruter
Foruden Piteraq lavede Matthias og jeg en ny 300m sportsklatrerute på sydvæggen af Lille Ulamertorssuaq, som ligger lige vest for Den Store Cylinder. Der er stadig et stort potentiale for at lave nye ruter i området. Specielt byder Nalumasortoq på mange hidtil ikke klatrede riss. Vejret kan som nævnt være meget dårligt, men denne sommer var vi heldige, idet vi i løbet af de 6 uger inde i fjorden kun havde 10 regnvejrsdage.
Ketil, Nalumasortoq og Ulamertorssuaq var mål for klatrere fra Sverige, Canada, Polen, Slovakiet, Japan og Frankrig. På Ulamertorssuaq blev kun Moby Dick og Geneva Diedre/War and Poetry repeteret.
Ordliste:
Bathooking: For at kunne passere blanke partier, borer man et Ø6mmx10mm hul, hvori der placeres en lille stålkrog.
Run-out: Klatre langt uden at sætte sikringer
Capsule style: At blive på en klippevæg indtil man har nået toppen. Der er ingen fixreb som forbinder klatrene med starten af ruten.
Fixreb: Reb som efterlades på en reblængde efter at man har klatret den.
Standplads: Forankring i klippen. Afstanden mellem standpladser er ca 50m.
Reblængde: Betegnelse for sektionen mellem to standpladser.
Portaledge: 1-2 personers telt som kan hænge i ét punkt på en klippevæg.
ABC: Advanced Base Camp.
Jumare: At gå op ad fixrebet med rebklemmer.
Zipline: Line som førstemanden bruger til at hejse ekstra udstyr mens han fører.
Førstemanden: Den klatrer som klatrer først. Den som fører ruten.
At føre: At klatre som førstemand.
Andenmanden: Den klatrer der kommer efter førstemanden.
Copperhead: Lille kobber eller aluminiumsklump på en stålwire. Hamres fast i formationer hvor der ikke kan bruges kiler
Trykt i Adventure World, sept 2001